Han står bag et af årtusindets vigtigste hiphopværker og dominerede musikscenen i flere år. Alligevel er det, som om den Royal Arena-aktuelle rapper ikke tages helt så alvorligt som mange andre ikoniske musikere.

KONCERTOPTAKT. Hvad er det første, du tænker på, når jeg siger ’50 Cent’?

Det der fjogede, lidt mobber-agtige smil, han har på læberne halvdelen af tiden? Muskelbundt-stilen? ’In Da Club’? Eller måske bare: »G-G-G-G-G-U–NIT«-kampråbet?

Det er i hvert fald mine umiddelbare associationer, og selvom mange af dem er positive (jeg elsker at sige »G-G-G-G-G-U-NIT«!), er de også behæftet med en vis ironisk distance.

50 Cent er ikke en skikkelse som Eminem, Jay-Z eller (præ-antisemitisme) Kanye, der afkræver respekt og agtelse. 50 Cent er ’Candy Shop’, Twitter-disses og an aura af fortidslevn.

Men det er måske ikke helt rimeligt.

For 50 Cent er en exceptionelt indflydelsesrig artist, der ikke kun dominerede musikscenen i sin storhedstid, men som stadig præger rappere i dag. Han nævnes ofte som forbillede af folk så forskellige som Pop Smoke i hjembyen New York og Shooter Gang i Aarhus.

50 Cents drillende sans for humor og karisma gjorde ham til en troll, før trolls var en ting, og blandingen af hård gaderap og melodiske hooks er stadig opskriften på mange hits i dag.

Så hvorfor får musikeren, der spiller i Royal Arena den 30. september, ikke den anerkendelse, han fortjener?

Gangsta-dinosaurus

Vi beundrer tit de artister, der er forud for deres samtid – eller som i det mindste følger med tiden. 50 Cent var ikke rigtig sådan en artist. I hvert fald ikke på overfladen.

Han var en gangstarapper af den gamle skole. Hans oprindelige claim to fame var, at han var blevet skudt ni gange, og at han havde overlevet. 50 Cents historier kom fra hiphoppens fødeby, New York, og hans gennembrudsalbum, ’Get Rich Or Die Tryin’’ fra 2003, var produceret af gangstarappens primære producergeni, Dr. Dre.

Han var altså et produkt af en tid, der lakkede mod enden i 00’erne. Den sidste store gangstarapper fra baggy bukser-generationen.

Det faktum, at 50 Cent mere markerede slutningen på en æra end begyndelsen på noget nyt, blev tydeliggjort i 2007, da han og Kanye West skulle udgive albummene ’Curtis’ og ’Graduation’ den samme dag. Duellen blev iscenesat som en kamp om retten til at definere hiphopgenrens fremtid.

50 Cent tabte stort. Fremtiden tilhørte flamboyante, artistiske art school-rejects som Kanye. Ikke muskuløse, skudepisode-arrede gangstarappere.

Jeg skrev en større artikel om Kanye vs. 50-opgørets konsekvenser, da det havde 15-års jubilæum sidste år:

»Udviklingen gik kun én vej herfra: Væk fra G-Units gangstarap og hen mod Kanye West og hans nye verdenssyn, hvor ting som mode, design, kunst, sociale problemstillinger og musikalske eksperimenter spillede en større rolle«.

50 Cent var blevet gammeldags. Hvilket er det værste, man kan være som rapstjerne. Han var en truet art, i fare for at uddø. En gangsta-dinosaurus.

Tid til en 50 Cent-revival?

50 Cent faldt ud af tiden i anden halvdel af 00’erne, og der har siden været en duft af has-been over ham.

Men 2007 er altså over 15 år siden. I dag er alt, der hedder Y2K populært igen. Selv poppunk og eurodance er tilbage. Så måske er verden klar til en revival?

Rapperen er i hvert fald begyndt at sælge de gode, gamle G-Unit-pandebånd igen.

Der er også andre tegn på, at 50 Cent ikke er trillet helt ud i glemmebogen.

I 2022 var han i flere måneder blandt de mest streamede rappere på YouTube, selvom han ikke har udgivet et album i snart ti år. ‘Animal Ambition’ fra 2014 er foreløbigt det sidste.

Derudover fik G-Unit-kaptajnen også et skud ny relevans til Super Bowl i 2022, hvor han var tilbage i ‘In Da Club’-mode.

Især i Danmark er der desuden en stor 50 Cent-fascination i den yngre hiphopgeneration.

Bare i år har der således været hele tre sange af danske rappere, der gendigter (eller i hvert fald er klart inspirerede af) klassikeren ’21 Questions’: ’Spørgsmål’ af Stepz, Gilli og Lamin, ’Xoxo’ af Artigeardit, Lamin og Icekiid og ’10 ud af 10’ af Kesi.

Mange af de rappere har adopteret nogle af 50 Cents karaktertræk:

Evnen til at være både poppet hook-skriver og hård rapper; en faible for kærlighedssange til at balancere de hårde numre; et charmerende glimt i øjet og en god portion humor.

Producere som den allestedsnærværende Anton Westerlin kan heller ikke få nok af 00’er-beats. Der er 50 i luften.

Så skal man da se ham i Royal Arena! Eller hvad?

Det her er så den del af artiklen, hvor jeg normalt siger noget a la: ’Der er altså god grund til at tage ind og se 50 Cent, når han gæster Royal Arena den 30. september’.

Det er jeg bare ikke helt 100 procent sikker på. Faktisk ikke engang 50 (pro)Cent.

For rapperen er ikke lige i topform rent musikalsk.

Han har ikke holdt karrieren i gang med musikudgivelser, men har i stedet markeret sig som succesfuld producer af moderat interessante tv-serier og som exceptionelt underholdende Twitter-kommentator, der har en holdning og en joke til alt.

Seneste nyt fra 50: Han er sur over, at Busta Rhymes stjæler hans ’Magic Stick’-dans. Humoren er stadig intakt. Men ny musik har der ikke været noget af.

50 lader heller ikke til at prioritere at arbejde på sin live-form. Han har ry for elendige shows: Sidst jeg så ham var også i Royal Arena, i 2018, og det var intet mindre end en katastrofe. Jeg gav én stjerne og skrev:

»’Are you entertained?’, råbte 50 Cent på et tidspunkt med reference til ‘Gladiator’. Men rapperen var langtfra den majestætiske hiphopgladiator, han var engang. Nu virker han mere som en afdanket kejser, der har siddet lidt for længe og drukket rødvin, mens han har hvilet sig på sine laurbær«.

Opvarmningen lover i øvrigt heller ikke godt: Busta Rhymes gav en rædsom koncert på Roskilde Festival. »Det hele var en ret pinagtig og uværdig affære«, skrev jeg i en tostjernet anmeldelse tilbage i juli.

Så nej: Jeg kan ikke love, at showet bliver godt i Royal Arena.

Jeg siger bare: Måske er det ikke det værste tidspunkt at finde sit G-Unit-pandebånd frem fra gemmerne igen.

50 Cent spiller i Royal Arena den 30. september.